Unge indvandrere kommer i job og uddannelse
14-12-2011
Jobcentret har som et forsøg siden den 1. april 2011 gennemført en fremrykket indsats for unge indvandrere på Stengårdsvej. Succeskriteriet for forsøget var, at mindst 20 procent ud af en målgruppe på 66 unge skulle starte på job eller uddannelse.Forsøget kører til udgangen af marts 2012, men målet er allerede nu nået, 14 unge er i job eller uddannelse.
Som et led i forsøget har Jobcentret udstationeret en medarbejder hos Jobshop i Storegade, der drives af bydelsprojektet 3i1. Jobcentrets medarbejder tilbyder blandt andet åben rådgivning, hvor man kan komme ind fra gaden og få hjælp til at skrive ansøgninger, spørgsmål om uddannelse mv. Derudover hjælper medarbejderen en gruppe af unge mødre med at holde fast i deres uddannelsesplaner.
Formand for Esbjerg Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg er begejstret: ”Det er opløftende, at man med små midler kan hjælpe nogle unge videre. Det passer mig godt, at indsatsen især bygger på samarbejde med de unge frem for tvang og kontrol, efter min erfaring giver det de mest holdbare resultater. Der er selvfølgelig situationer, hvor vi må stille håndfaste krav, men vi skal nok passe på med, at det dominerer alt vores samarbejde med borgerne.”
Henrik Vallø fortsætter: ”Jeg er spændt på det endelige resultat, når hele forsøgsperioden er slut. Det gode delresultat skal ikke få os til at hvile på laurbærrene, men tværtimod give energi til at nå endnu mere.”
Sektionsleder ved Jobcenter Esbjerg Gitte Fynbo tilføjer: ”Vi har i forsøget nydt godt af, at Jobshop er godt etableret i området. Ved hjælp af deres faciliteter, gode omdømme og kontakter kunne vi komme i gang med arbejdet fra dag ét. Nu skal vi så vurdere, hvordan vi kan bruge erfaringerne, når forsøget slutter med udgangen af marts 2012.”
Forsøget er finansieret af Satsreguleringspuljen som et led i ghettoplanen.


